15 marts 2006

Nederlag til Grøndal -Hva' fa'n er nu det?

Grøndal - Hvidovre 3-2 (15-25, 25-22, 25-23, 19-25, 18-16)

Startopstilling: Mads, Burger, Kasper, Jannick, Søren DJ, Tim og Stryhn.

Ja, så skete det der IKKE måtte ske! Vi tabte til bundholdet. Ikke godt!

Ifølge Grøndals referat, så var de svækket til dagens kamp. Personligt synes jeg nu, ikke at de var svækket, men forstærket i form af en langt bedre spillende libero til dette opgør i forhold til sidste indbyrdes opgør. Stor ros til Hilal. Bortset fra at han pillede mit rimelig hårde diagonalsmash på en af vores matchbolde. En bold jeg var sikker på jeg vandt, da jeg fyrede den afsted.

Til dagens kamp manglede vi Angu, Jakob DJ og Bruncke. Men det burde ikke være nogen hindring for at sætte Grøndal til vægs.

Første sæt er som det skal. Vi kører Grøndal over og går måske på banen til 2. sæt med den tanke om at det hurtigt skal overståes.

Men Grøndals Jesper Theil ville det anderledes. Han server vist Grøndal foran 6-0. Resten af sættet har vi allermest af alt problemer med at slå ned på deres 81 m². Det var virkelig rystende. Jeg ved ikke om det var fordi vi havde respekt for deres blokader (det tror jeg ikke), eller fordi Jens havde lagt op til vi skulle slå mere diagonalt end vi plejede eller hævningerne lå specielt dårligt (det synes jeg nu ikke), eller vi bare ikke havde nogen selvtillid. I hvert fald smashede vi i 2. og 3. sæt nok det dårligste jeg nogensinde har set os slå.

4. sæt genfandt vi rytmen og kørte igen Grøndal over. Mod slutningen af sættet fik de dog at hente nogle point, så det ikke så så slemt ud på tavlen.

5. sæt starter vi med at følges ad. Omkring sidebyttet trækker vi lidt fra. Vi fører 14-11, de vinder deres sideout. De server. Vi modtager godt, hæver godt til Jannick og Jannick banker den ned...I armene en forsvarsspiller og de vinder bolden til 13-14 i vores favør.
Næste bold modtager vi igen godt og der hæves til mig. Jeg trykker godt til bolden. Diagonalt. Igen bliver den pillet. Denne gang af Hilal. 2 kanon-redninger i deres forsvar reder dem, og de kommer tilbage og vinder efter vi smasher den sidste bold ud af banen, meget symptomatisk for vores spil.

Jeg er mest ærgerlig over vi spiller så dårligt i 2. og 3. sæt. Så kan vi lære det!

Men det har givet fornyet spænding i rækken, hvor Amager nu fører rækken efter 3 3-0-sejre i træk. Det bliver en ret afgørende kamp mod Amager i kommende weekend, som vi desværre skal spille på neutral bane pga manglende haltid i friheden. I Amager er de i hvert fald begyndt at tale om oprykning.

Comments: Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?